AktiviteterArkivetBestyrelsenErindringerForeningsbladet BriefingFormanden har ordetLandskontoretLinksLystfiskerklubbenMarinestuenMarkante medlemmerMeddelelserMærkedageNyhederSidsteSkyttelavetSkæring Hede

 

 

 

 

webmaster: Torben Bay-Johansen

 

Vores fhv. formand, C. Bjarne Frederiksen, om livet til søs som matros

     

Hugo Nielsen

  

Java

   ..... nu kommer vi så til det værste af det hele. Det var i 1960, Preben (store Preben) og mig skulle mønstre i ØK´s Java i Oslo, men vi var mønstret her fra Aarhus, og vil så sige, at vi skulle så rejse til Oslo, men vi blev ordret til at skulle rejse den mest besværlige vej, jeg nogensinde har været. I stedet for at tage ned over Storebælt skulle vi tage med Grenaabanen til Grenaa, med Grenaa-Hundested færgen til Hundested, og med tog fra Hundested ind til København. Og der skulle vi inde under uret møde en styrmand som skulle med. Nå, vi mødtes også, og fortsatte med toget til Oslo, og vi kommer ombord i Oslo, og så viser det sig, at Preben og mig er bare antaget fordi vi skal lang tid i dok nede i Rotterdam, og styrmanden var jo også fordi nu skulle de andre jo hjem.

Da vi kom til Rotterdam, så mønstrede hele besætningen af, undtagen Preben og mig, og den her styrmand. Men da havde vi fået at vide, at Java var chartret ud til at sejle mellem Maracaibosøen og Santos ovre i Brasilien, og Caribien, og det var der fand´me ingen af os der var interesseret i, for det ville i hvert fald tage mindst et par år, halvandet år – to år, så det var vi jo ikke interesseret i. Så vi prøvede jo alle mulige og umulige tricks for at komme hjem. Der var bland andet en Skov båd, som manglede to matroser, der lå dernede, og der var vi ombord i, men de ville sat´me ikke give sig derovre i København. Men så langt om længe fandt de så ud af, at de to der, dem får vi ikke meget gavn af, så der blev sendt to matroser ned fra København, og så skulle Preben og mig afmønstre. Og så fik vi direkte ordre fra Sømændenes Forbund til at tage direkte til København.

Nå, der var jo ikke andet at gøre. Vi tog direkte til København, og da vi kom derop og meldte os, så blev der sagt "ovenpå". Så skulle vi op til formanden. Og der blev vi ellers blæst ind for tænder om det gode forhold der var mellem ØK og Sømændenes Forbund, og det var vi ved at ødelægge og hist op og kom her ned. Så der var jo vild panik på, men så blev der sagt til os, "nu går I ned, og det første skib, som ingen andre vil have, det er jeres, færdig, og der er ikke noget at komme efter". Vi gik ned, og så i løbet af formiddagen så sker der det, at så kommer der op på tavlen, to matroser til Hugo Nielsen. Lokalet det er tomt. De står og ryger ude på gaden, og der var fand´me ingen der ville jages på den der. Og så måtte Preben og mig tage den. Jeg kan ikke huske om det var torsdag eller fredag, men Hugo Nielsen skulle først passere Reden. Vi skulle mønstre ude på Reden om mandagen på et eller andet givet tidspunkt, så Preben han tog hjem. Vi var begge to forholdsvis nygifte, og min kone kom til København, og Preben han tog hjem, for han havde jo en bette pige Mitzi dengang, og jeg boede så på sømandshotellet, og konen hun derover, og det bliver så mandag, og hun bliver jaget hjem til Aarhus.

Preben og mig vi pakker så vores kluns, og så skal vi ud til bådmændene ude ved Nordre Toldbod. Der var sådan nogle bådmænd, det var der dengang, de betjente de skibe der kom ude på Reden. Og så sker der det, at de sælger også bajere, ufatteligt, men vi sidder jo så og får noget øl, og langt om længe kommer Hugo Nielsen forbi, og vi bliver så sejlet ud til den ude på Reden, inklusiv proviant, og vi kommer ombord og smidt vores tøj, og så skal vi jo være med til at få det her proviant stuvet væk af vejen. Der går så Preben og mig og så dæksdrengen, og vi er efterhånden færdige med det her. Så pludselig siger dæksdrengen, "hvad skal den dåse her", "dåse siger jeg", så står der sådan dåse, "hvad er der i". "Ja der er rullemops, står der". "Står der rullemops, så skal den hen agter". Nå, den kom så hen agter. Og vi bliver jo så placeret. Og så går vi op gennem Kattegat og så rundt Skagen og ned, vi skal til Algier og Tunis med træ, og der var dækslast. Vi kommer jo så derned ad, og så pludselig siger dæksdrengen "hvad skal den dåse der". Jeg havde glemt alt om den dåse. "Jamen det var den med rullemopsen". "Kan du så lige få den frem, kammerat", og så fik vi den ellers åbnet, og så spiste vi rullemops. Åh, det var dengang rullemops det var rullemops. Den får jo det hele, med nogle gode snapse til. Efterhånden som vi kommer længere ned, vi kommer jo så over Biscayen, og så begynder det jo at blive så varmt, og så begynder den her dåse at lugte, men altså, de fejler ikke noget. Så siger jeg, så sæt den om bag kapstanen omme agter, og den får en sæk over, og så glemmer vi den.

 Og vi går ind i Algier, dengang kæmpede de jo, det var fransk, med frihedsbevægelsen, der var jo daglige kampe, det var jo der i 60. og Preben og mig rendte ind i sådan en tur, engang vi var oppe i byen, med tåregas, og vi lå derinde og holdt fast i hinanden. Men der skeer jo så det, at vi kommer rundt, og så til sidst kommer vi hen i en havn, og lige pludselig en formiddag, så bliver vi alle kaldt op til skipperen. Alle sammen henne agter, og da kommer vi op i hans store kahyt, og ude midt på gulvet på en tallerken, der står den her dåse resterende rullemops. Og skipperen han står jo og holder et foredrag, og han truer med konsulater, og han truer med hjemsendelser, og han truer både på dit og på dat, og den får hele armen, og han vil have at vide, hvem der har stjålet den dåse rullemops. Der er ikke en der siger noget, og det gør jeg heller ikke, selvom det var mig der havde stjålet den mere eller mindre. Nå, men der sker så ikke andet, end at så får vi besked på at gå hen agter, og finde ud af, hvem det er, og vi går jo så hen, og så siger jeg, da havde vi fået at vide, at den dåse rullemops kostede så og så meget, og så en hurtig udregning, det er så det, at det bliver sådan et x antal kroner, jeg tror fand´me ikke det var mere end en tre fire fem kroner til hver, så var den betalt. Vi bliver så enige om, at vi skriver en bon til slopkisten, og så kom der til at mangle en øre, og så siger jeg "den tager jeg, for det er jo sådan set mig der".

Nå men jeg var tillidsmand ombord, så jeg går op til skipperen og banker på, og kommer ind, og så siger jeg, "ja men vi ved ikke hvem det er, men sagen er i al sin enkelthed så, at hvad dåsen koster er på bonen til slopkisten". "Ja, det ville han den ondelynemig", som han kunne bande, han ville fand´me have at vide hvem der havde gjort det, og han ville have en synder. "Så kan det kraftedemig være lige meget, så er det fand´me mig, færdig". Jamen, sådan skulle jeg ikke opfatte det, og det måtte jeg endelig ikke, og sådan og sådan. Så forsvandt den jo, og så var det i orden.

Til Erindringer

 

Aarhus Marineforening, Kovnogade 2, 8000  Aarhus C