AktiviteterArkivetBestyrelsenErindringerForeningsbladet BriefingFormanden har ordetLandskontoretLinksLystfiskerklubbenMarinestuenMarkante medlemmerMeddelelserMærkedageNyhederSidsteSkyttelavetSkæring Hede

 

 

 

 

webmaster: Torben Bay-Johansen

Fiskeriinspektion, skarpe skud og krigskakao

af Cai Erik Muss

Under hævdelsen af fiskeriterritoriet ved Færøerne, var danske orlogsfartøjer i 1961 og 1963 nødt til at afgive skud mod skotske trawlere, der ikke overholdt gældende love, og det gav ikke kun de danske orlogsgaster en oplevelse, men udløste heftige sømilitære og udenrigspolitiske gnidninger.

1961 - Niels Ebbesen og Red Crusader

I maj 1961, måtte F339 Niels Ebbesen, med KK (kommandørkaptajn) E.T. Sølling som chef, afgive skarpe skud mod den skotske trawler Red Crusader, for at få trawleren til at sætte kurs mod Torshavn.

Trawlerens skipper, Ted Wood, fik to danskere ombord, fiskeriofficer Bech og telegrafist Kropp, og fulgte pænt efter Niels Ebbesen til at begynde med, men da han så sit snit til at låse fiskeriofficeren inde, og tvinge telegrafisten agter, lagde han kursen mod Aberdeen med sine fanger.

Her følger en beskrivelse fra telegrafist Kropp:

Det var helt åbenbart planlagt på forhånd. Og det gik hurtigt. Da jeg ser, at Bech bliver låst inde, kommer Ted Wood hen til mig og siger: "You had better go down aft". Samtidig kommer der to kæmpestore skotter ind ad døren i sb brovinge, som stiller sig bag mig.

Jeg syntes herefter, at det ville være en rigtig god ide, at "go down aft". Så vi fulgtes derfor ned på sb sidedæk og ud agter for atter at vende ind til bb og ind i mandskabsmessen agterude i bb side. Her blev jeg placeret på en bænk langs bb skot mellem nogle muntre skotske fiskere. De spurgte mig om, hvor hurtigt N.E. kunne sejle. Jeg svarede med spørgsmål om, hvad de selv troede. De svarede, at det nok måtte ligge på omkring 26-28 knob. Jeg lod dem blive i troen!

Fra denne placering havde jeg gennem et koøje et fint udsyn i nordlig retning, hvor N.E. lå - måske en til to sømil borte med stævnen mod nord. Så ser jeg, at den gode fregat pludselig går bagbord helt over, røgen vælter op af skorstenen samtidig med, at små sorte skikkelser myldrer op på dækket og bemander poster og kanoner. Det kunne godt til forveksling ligne en trawlerrulle!

Internationalt stopsignal ryger til tops og kommer med dampfløjten. Uden resultat. (Det kunne man vel næppe heller have forventet). Så ser jeg styrbords 40mm kanon få hevet presenningen af og derefter drejer karruselagtigt rundt, medens løbet kører op og ned, indtil den standser i en - for mig - ret ubehagelig position. To varselskud med løst. Derefter to virkningsskud foran stævnen med trawlerammunition uden brisantsladning.

Så kommer der et lille ophold, hvor der forgår noget oppe på bakken. Hvad, kan jeg ikke se. Men pludselig kommer der maskingeværlyd af projektiler, der rammer skibet. Så trak jeg hovedet til mig i håbet om, at "Jomfru Madsens" projektiler ikke kunne trænge igennem skottet, hvor jeg sad. Den dag i dag ved jeg ikke, om de kunne have gået igennem skottet og lavet ballade. Vi havde en dygtig skytte, en OS, som først havde "leget og skrevet sit navn" op og ned af skibssiden. Derefter havde han pillet lanternerne ned og til sidst lavet radaren om til en "tesi". Ted Wood fortsatte uden tøven.

Vi havde nu passeret Nolsø, og skibene sejlede stadig side om side med pæn afstand. Da ser jeg noget, som ikke er så rart, 127mm tårnet begynder at dreje i en ikke så behagelig retning, og da løbet kun ses som en prik, kommer der et glimt og et brag.

Den ramte foran stævnen, og jeg kunne selvfølgelig ikke se nedslaget. (Men vennerne på N.E. fortalte senere, at det havde været præcist og flot) Flot! Hallo! Tænk på mig! Jeg husker ikke antallet af skud fra 127mm kanonen. Måske var der bare et.

Da skydningen begyndte, havde jeg taget min redningsvests halskrave på og pustet den op, for jeg havde en ide om, at  når jeg på et tidspunkt skulle ud fra messen, skulle det måske gå hurtigt. Pludselig blev skydedøren til messen så revet op, og en fisker råber, om jeg vil komme på broen straks. Det ville jeg så sandelig gerne, for der står min signallampe. Jeg ville gerne have gået hen over maskintoppen. Men så var jeg jo kommet lige forbi døren, hvor Bech sad spærret inde, så det fik jeg ikke lov til. Jeg vælger ikke at gå ad bb sidedæk, for dér var det jo sommetider rigeligt med maskingeværild. Jeg går derfor ad sb sidedæk. Lige før jeg når hen til lejderen til broen, kommer der et brag, der ryster skuden, og et hvin og et lufttryk passerer og derefter et højt skumsprøjt i vandet få meter ude, lidt agten for min position. Senere beregnede man efter data af skudvinkler mm., at det 40mm projektil, der havde lavet hullet i stævnen, var blevet deformeret og havde passeret mig i hovedhøjde i en afstand på ca. 1 m. Det havde måske været sikrere at gå  ad bb sidedæk?

Jeg kom derefter op på broen, hvor Ted Wood under hele beskydningen havde ligget på dørken og styret skibet. Han spurgte, om jeg ville sende et signal fra ham til N.E. Det ville jeg hjertens gerne. Herefter sendte jeg verdens mest uforskammede signal fra en allerede - i princippet - arresteret skipper: "My ship is already damaged. This will result in another trial".

Bech og Kropp blev sat fri, da Royal Navy HMS Toubridge og HMS Wotton blandede sig, men Red Crusader kunne i læ af de engelske skibe sejle hjem til Aberdeen. Episoden sluttede med en retssag i Haag, hvor det danske udenrigsministerium trak sig, fordi det ikke kunne bevises at Red Crusader havde fisket! Selv om de var blevet taget med trawlet i vandet.

 

1963 - Vædderen opbringer trawlerne Aberdeen Mechant og Glengairn

November 1963 var jeg ombord i F349 Vædderen, hvor KK Kaj Nolsøe Bang var chef. Chefen havde en stærk mistanke om, at de skotske fiskere, som vi jo vidste fiskede ulovligt, havde venner i land, som holdt øje med os, når vi lå i havn, og sendte besked om at alt var roligt.

En nat gav chefen ordre til afgang, med mindst mulig støj, og alt lys slukket og koøjerne blændet. Vi gled stille ud af fjorden, og satte først fart på, da vi var udenfor hørevidde fra land. Tidligt om morgenen var vi langt østpå, og vendte om og sejlede ind mod nogle skotske trawlere der var godt i gang med at fiske. De havde jo ikke ventet at se os, da de troede vi lå i havn, og de havde heller ikke forventet at se os komme ude østfra. Altså blev de taget med fingrene i fiskekassen.

Jeg var rorgænger, og havde derfor orkesterplads til det som nu skete.

KK Bang bad de uhæderlige skippere om at bjerge grejet, og sætte kurs mod Torshavn. Glengairn fulgte ordren, men skipperen på Aberdeen Merchant, en ret lille mand med et stort temperament, bogstavelig talt hoppede af raseri, og nægtede at følge med. Han lå på vores bagbord side, og ret tæt på, og råbte i en megafon, at han ikke var bange for os og vores kanon.

KK Bang bad pjecekommandøren afgive skud foran skottens stævn. Det hidsede ham bare mere op. Så bad Bang om et skud foran dækshuset, og skotten var nu helt oppe i det røde felt, han svor og bandede. Rolige Bang spurgte nu pjecekommandøren, om han kunne pille trawlerens VHF antenne ned. Det kunne han. Nu var den skotske skipper blevet tam, og sejlede foran os ind til Torshavn sammen med makkeren. Vi fik fortøjet, og sat vagter ved trawlerne, og så var der krigskakao og døde fingre (pølser) til den stolte besætning.

Royal Navy Sendte HMS Duncan til Færøerne, og chefen blev sejlet ind til Torshavn i en båd. han blev modtaget af KK Bang, og de havde et møde, som jeg af gode grunde ikke kan vide, hvordan gik, men kabysrygtet sagde, at chefen for Duncan havde protesteret over, at et dansk orlogsskib havde åbnet ild mod en ubevæbnet trawler, og den britiske regering ikke ville have det. KK Bang skulle have svaret, at det var ham som chef der afgjorde det, og at han ville skyde på Duncan, hvis de ikke forsvandt straks.

Duncan forsvandt straks, og retssagen ved retten i Torshavn kunne gennemføres i ro og orden.

Denne gang havde vi fat i den lange ende, og de to skippere blev idømt store bøder, og fik konfiskeret fangst og grej. Der var selvfølgelig nogle diplomater der måtte tage en snak bagefter, men sagen faldt til ro, og HMS Duncan var da også allerede to år efter på besøg i København.

Det er mange år siden nu, men mange kan stadig huske de to skyderier i 1961 og 1963. De to kommandørkaptajner var begge stærke  og handlekraftige, og mon ikke deres håndtering af skotterne har været årsag til at der nu er fred og ro omkring Færøerne?

Noter:

1) Krigskakao: i bogen Søheltenes Skibe af Niels Chr. Bork og Søren Nørby: "Må vi be' om døde fingre og krigskakao", hvilket er daglig jargon for røde pølser og næsten varm kakao, der var et traditionelt måltid under øvelsessejladser i Torpedobådseskadren.

Både på Niels Ebbesen og på Vædderen blev der serveret krigskakao, hvilket var almindeligt, når besætningen skulle have en lille belønning.

2) Efter episoden med Vædderen var der en længere diskussion i det engelske parlament. De tog det skam alvorligt:

Mr. Hughes:

"Does the hon. Gentleman realise that this matter has been hanging fire for a long time and is of great importance, as evidenced by the latest incidents of two more Aberdeen trawlers, the "Aberdeen Merchant" and the "Glengairn" arrested this weekend by a Faroese gunboat? Does the hon. Gentleman agree that it is of real importance that all the nations interested in and around the North Sea should be brought together immediately with a view to establishing friendly relations and preventing a recurrence of these very unpleasant incidents?

Cai Erik Muss

ps. Hvis man kan få fat på bogen "Skud for boven" af KK Bang, udgivet på Forlaget Nolsøyar, kan man læse hans egen oplevelse af episoden. Bogen kan lånes på Statsbiblioteket.

Til Erindringer

 

Aarhus Marineforening, Kovnogade 2, 8000  Aarhus C